Fotos fra FIFé World Show Aalborg 2013

FIFé World Show 2013 havde fundet vej til Gigantium i Aalborg. For de ikke indviede kan jeg oplyse, at det var en katteudstilling – en slags VM for katte, der fandt sted den 26. og 27. oktober.

Selvsagt en stor begivenhed for katteavlere og ejere, men samtidig en udstilling der var åben for publikum og pænt markedsført i diverse medier op til udstillingen.
Når det så er sagt, kan man godt undre sig over, at man ved en begivenhed, hvor der opkræves entré gøres så lidt for at orientere “ikke indviede” i, hvad der rent faktisk foregår.
Det hele virker meget som et arrangement for en lukket kreds, der i forvejen ved alt, der er at vide om katteracer, diverse forkortelser, buropstillinger mv.

Som det første man mødes af, når man kommer ind i den store hal, er række efter række af bure med numre og racekoder. Der er ganske vist lavet et katalog over begivenheden, men det ville være rart med nogle store plancher med oversigt over de forskellige burer og deres racer. Det var et helt tilfælde, at undertegnede under en frokostpause på trappen opdagede en seddel i A4 størrelse for enden af hallen, hvorpå der stod “More cats” og så en pil pegende i retning af en dør. Vi havde været på udstillingen i næsten tre timer, inden vi opdagede, at der var endnu en hal med katte. Om vi er gået glip af flere haller, aner jeg ikke.

Det kunne også være rigtig rart med plancher, der kort beskrev de enkelte racer. Bare en kort oversigt, så man lige vidste, hvad man evt. skulle gå efter alt efter temperament. Nogle af racerne var repræsenteret på udstillingen med egne stande. Blandt andet Bengalerne og Ragdolls, hvor man kunne komme hen og “klappe katten”. Fint tiltag.
Flere af udstillerne var også søde til at lade publikum røre ved kattene, hvis man var så heldig at kunne komme til. For ejerne “boede” foran alle burene med opstillede borde og stole, hvilket jo er ganske naturligt. Hvor skal de ellers være? Men det gør det bare svært at se kattene ind imellem, fordi gangene bliver meget trange grundet “boligerne”.

Men måske er det slet ikke meningen, at vi publikummer skal gå mellem burene. Måske skal vi være henne ved bordene, hvor dommerne bedømmer kattene. Jeg ved det faktisk ikke helt.

Søndag var store showdag, og jeg tror man skal være hyppig gæst på katteudstillinger for helt at synes, det er god underholdning.
Høj musik, landskampstemning med flag fra alle lande og hujen og hejen, når vinderne blev udråbt og damer i underlige udklædninger overrakte præmier. De eneste der så lige så forundrede ud som os, ja det var mange af kattene. At de finder sig i det, forstår jeg ikke, men det er jo nok et spørgsmål om træning. Vores huskatte ville ihvertfald ikke finde sig i behandlingen, og jeg tror ikke, jeg nogensinde selv ville tage en kat på udstilling, men det må tiden jo vise.

Hvorfor så gå på katteudstilling?
Ja, jeg elsker katte og nogle af racerne tiltaler mig. Derfor synes jeg det er rart at kunne snakke med avlere om bl.a. kattenes temperament og behov. Katteudstillingerne er også et sted, man kan møde andre mennesker, man sikkert aldrig nogensinde ellers ville have mødt. De fleste meget imødekommende og søde, selvom interessen for katte måske er det eneste vi har tilfælles.
Vi elsker at tage fotos og rendte rundt med kamera begge dage. Alle stillede velvilligt op til fotografering, og vi kvitterer ved at sende fotos til de, der ønsker det. Og så har man pludseligt en mailkorrespondance kørende. Det er lidt hyggeligt at kunne sende en mail til f.eks. Norge eller Holland og tænke, at man måske har gjort én glad i et andet land.

Men til arrangørerne af udstillingerne; Der er plads til forbedring i forhold til at fange de besøgendes interesse. Giv dem noget for deres entré.
Få dem tll at føle sig velkomne og ikke som “fremmede” i andres hule.

Skriv et svar

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Post comment